Her kan du læse boganmeldelser af aktuelle udgivelser om frihedskampen - skrevet af foreningens medlemmer.
*
ANMELDELSE AF BRIAN TRAANTOFT RASMUSSEN OG THOMAS GRÆSBØLL SVANEBORG, FLUGTEN FRA STALIN
352 sider. 299,95 kroner.
Gads Forlag.
Der kom over 250.000 flygtninge til Danmark omkring den Anden Verdenskrigs afslutning. Langt hovedparten kom fra de daværende østlige dele af Tyskland, men der kom også flygtninge fra Estland, Letland og Litauen. Bogens fulde titel er: Flugten fra Stalin - Historien om de baltiske flygtninge i Danmark og den lange vej hjem.
Der er skrevet meget om de tyske flygtninge i Danmark ved krigens afslutning og i tiden efter krigen. Blandt flygtninge var også mennesker af anden national oprindelse herunder krigsfanger. Det gælder for eksempel flygtningene fra de baltiske lande, som der til gengæld ikke er skrevet meget om.
Bogen fortæller om flygtninge fra de baltiske lande, deres skæbne i de tre krigshærgede lande og om deres tid i Danmark. Der var godt 6.000 flygtninge fra de baltiske lande, 9.500 fra Polen og 7.855 russere fra Sovjetunionen.
Forfatterne har arbejdet sig igennem et stort kildemateriale, det være sig lokalt, nationalt som internationalt, ligesom de har interviewet nogle af de endnu levende vidner eller deres efterkommere samt breve og dagbøger. Herunder fra danskere som flygtningene mødte her i Danmark.
Flygtninge fra de baltiske lande blev fordelt i lejre over hele Danmark, og læge, dr.med. Esther Ammundsen, der havde været aktiv som modstandskvinde, blev sat til at lede arbejdet med at sørge for de mange mennesker.
Balterne levede med et dilemma. Eksempelvis afdøde Roald Volmer kom fra Estland, og hans erindringer var optaget på bånd. Han var 15 år gammel i krigens sidste fase, og Roald Volmers far havde været en højt placeret embedsmand, der var blevet udpeget af tyskerne, efter at Nazityskland havde erobret Estland. Under flugten vestpå for at undgå Sovjetunionens Røde Hær havnede Roald Volmer i Tyskland, hvor han blev indrulleret i Hitlerjugend og kom videre til en estisk Waffen-SS division, der hvilede ud i Assens efter de hårde kampe østpå. Bogen efterlader et indtryk af, at tjenesten var modvillig, men det kan ikke udelukkes, at han i et vist omfang var nazivenlig.
Det er let læsning af bogen at få sympati med flygtningene, men de baltiske flygtninge var en broget flok mænd, kvinder og børn. De sovjetiske tropper erobrede de baltiske lande fra Tyskland, hvilket dybest set var en generobring. Derfor opstod der et dilemma efter krigen, om de baltiske flygtninge skulle sendes tilbage til Sovjetunionen og kommunisternes hævn. Den kunne ende med mange år i Gulag-fangelejrene og sandsynligvis måske dødsstraf.
I Danmark blev det besluttet ikke at udlevere balterne, selvom Sovjetunionens repræsentant i Danmark krævede det. De danske myndigheder besluttede, måske noget modvilligt, at følge De Vestallieredes politik og undlade udlevering. Flygtningene fra de baltiske lande kunne drage et lettelsens suk. Det er meget let at få medlidenhed med de baltiske flygtninge. De havde udstået mange rædsler under både tysk og sovjetisk besættelse. Som en konsekvens af Ribbentrop-Molotov pagten blev Østeuropa opdelt mellem de to diktaturer, det nazistiske Tyskland og det kommunistiske Sovjetunionen. Som en følge af dette tvang den sovjetiske diktator Josef Stalin de tre baltiske lande til at blive en del af Sovjetunionen. Senere deporterede han i tusindvis i kreaturvogn til en uvis skæbne i Sibirien, hvilket var i strid med folkeretten, og som kan forklare, at flygtningene fra Balkan ikke havde den store tiltro i hverken Stalin eller Sovjetunionen.
Men ifølge bogen var der omkring 2.000 af flygtninge fra Letland i Danmark, der havde været i tysk tjeneste i forskellige militære enheder. Også andre baltere havde været nazisternes hjælpere. Men bogen bruger ikke megen plads på eventuelle krigsforbrydelser, som de baltiske flygtninge i tysk tjeneste givetvis havde på samvittigheden.
Der er et emne, som bogen måske går lidt let henover, og det er den omstændighed, at mange mennesker i Estland, Letland og Litauen så tyskerne som befrier fra det sovjetiske undertrykkende diktatur med navnlig det hemmelige politis NKVD’s terror. Derfor var det måske let at gå i tysk tjeneste.
Danske myndigheder gjorde intet for at undersøge, hvad om de nazityske soldater eventuelt havde været med til uden for Danmarks grænser.
Bogen har en uhyggelig aktualitet ovenpå Vladimir Putins invasion af Ukraine, og de baltiske landes frygt for, om de bliver de næste.
Skrevet af Thyge C. Bro, 2025
*
ANMELDELSE AF CHRISTIAN AAGAARD, 111 STEDER FRA BESÆTTELSESTIDEN SOM DU SKAL SE
240 sider. 249,95 kroner, Frydenlund
Bogen er en del af en efterhånden meget omfattende serie, hvor emnet typisk er hovedstæder og andre centrale storbyer. Men der er efterhånden også kommet mange andre til med emner som ”søde steder” og ”grønne steder” eller ”danske kirker”.
Denne bog tager os med til de 111 steder, hvor vi kan mindes tiden med den nazityske besættelse. Det er et meget kyndigt udvalg, og alle steder er værd at besøge. Det vil være en god idé, at denne bog konsulteres førend turen går ud i København eller de øvrige dele af landet.
Bogen er godt og dygtigt sammensat, så selv de mere erfarne vil finde steder, som de måske aldrig har hørt om eller endnu ikke har besøgt. Det bliver hurtigt klart ved læsningen, at det ofte kun er en lille afvigelse fra en valgt rute, før nyt kan opleves og erfares.
Alle de steder, som bogen har med, har det til fælles, at det var her, at historien blev skabt, eller det er de steder, hvor vi skal mindes, at det kostede menneskeliv.
Der er i København mange kendte steder som mindeankeret, rytterstatuen af Christian X eller Stjerne Radio og skudhullerne på Amalienborg samt ved Norgesporten til Kastellet.
Lige rundt om hjørnet på Frederiksberg Alle står mindesmærket for fejlbombningen af den franske skole. Det er stærke sager med selve monumentet og indskriften med de mange navne og deres alder. Det var en tragedie den 21. marts 1945, men det kan samtidigt mindes os om, hvor heldigt Danmark slap for allierede luftbombedementer, hvor typisk kun fem procent af bomberne ramte deres mål. Industri- og jernbanesabotagen løste opgaven. Shellhuset var målet, hvor der også er en mindeplade for de omkomne.
Et overset monument står langs hovedvej 14 mellem Roskilde og Ringsted, hvor en stor sten fortæller om 11 unge sabotører, som blev regulært henrettet af danske og tyske nazister.
En sabotageaktion, som ofte glemmes, var sabotagen af Always på Boyesgade. Det var en meget et velplanlagt angreb, hvor flere grupper af sabotører bragte store mængder sprængstof bragt ind i fabrikken, før de sprængte det hele i luften. Arbejderne var naturligvis bragt i sikkerhed forinden. Som en del af aktionen blev den optaget i et interimistisk radiostudie i en lejlighed overfor, hvor en speaker fortalte og kommenterede, som var det en sportskamp, og det hele blev ved hjælp af et skæreapparat til en grammofonplade. Den gik senere verden rundt, hvor den blev spillet i radioen i flere lande. Det vil sige lande uden tysk besættelse.
Det er et meget godt udvalg, som forfatteren har foretaget. Og bogen er bygget op med en kort og meget klar tekst på den ene side og illustrationer på den anden side af opslaget, hvor der også kan være små praktiske råd og fif. Bogen kan varmt anbefales til interesserede i Besættelsen 1940-1945.
Skrevet af Thyge C. Bro, 2025
*
ANMELDELSE AF TOM BUK-SWIENTY, BERLIN BRÆNDER
544 SIDER, 350 kr. Politikens Forlag
Bogen begynder i sommeren 1942, og den tager os med til det, der efterhånden blev det mere og mere sønderbombede Berlin. Den giver et godt indblik i krigens rædsler, der bliver fortalt gennem fire danskere, der på første parket oplevede det nazistiske Tysklands undergang. Og de gjorde det reelt med livet som indsats, mens de måske skrev verdenshistorie.Udgangspunktet er Berlingske Tidendes udsendte redaktør i Berlin, Paul E. Stemann, som forfatteren beskriver gennem et efterladt men ikke-udgivet manuskript. Paul E. Stemann er en af de fire danske hovedpersoner i fortællingen.
Efterhånden som bogen skrider frem beskrives, hvordan Berlin bombes dag og nat. Berlin blev til byen, der aldrig sov, de fleste nætter gik luftalarmen i gang, når Royal Air Force angreb. Men det var kun begyndelsen, fordi senere begyndte det amerikanske luftvåben at bombe om dagen. Berlins indbyggere fik ingen ro, og en af Europas største byer blev stort set jævnet med jorden. Ildstorme, hvor alt hvad der kunne brænde, brændte og brasede sammen, mens forholdene blev mere og mere umenneskelige. Berlin kom mere og mere til ikke kun at ligne, men også være en spøgelsesby med omvandrende gespenster, der ledte efter pårørende, noget at spise, ly for natten.
De mange detaljer bygger i udstrakt grad på de danske journalisters dagbøger og private breve, og ikke mindst fra ansatte på den danske ambassade, der kunne sende breve hjem til familien uden om censuren ved hjælp af den daglig kurerforbindelse, der fløj mellem Berlin og København.
Dengang blev nyheder ellers sendt hjem ved at ringe til redaktionen, hvis det vel at mærke passede magthaverne, at der var forbindelse. I dette tilfælde var det et spørgsmål om det nazistiske styres velvilje eller det modsatte.
De danske journalister skulle konstant forfine og forbedre kunsten at skrive mellem linjerne for at undgå eventuelle sanktion, fordi de kunne konstant risikere, at deres reportager blev opfattet som landsskadelige for Nazityskland, der i bedste fald kunne betyde udvisning og i værste fald arrestation med tilhørende tortur og måske dødsstraf.
Det kan forekomme som et paradoks, at Danmark havde mulighed for at have korrespondenter i Berlin, men det skyldtes ene og alene, fordi Danmark havde særstatus, selv om landet var besat. Danmark hørte modsat alle de andre lande, som tyskerne havde besat, ind under det tyske udenrigsministerium, og vi var ikke en del af SS-Reichsführer Heinrich Himmlers styre. Tyskerne ønskede at give det indtryk, at Danmark havde en fri presse, men det var naturligvis en maskerade. På linje med samarbejdspolitikken var ren forstillelse fra dansk side; tyskerne var ikke i tvivl, hvem der bestemte.
De udsendte udenlandske journalister fik mundkurv på, efter de to første nætter med massive bombeangreb i Berlin. Ingen må vide, hvor omfattende skader der var sket på det nazistiske Tyskland hovedstad. Navnlig når Herman Göring havde svoret, at det aldrig ville finde sted.
Udover Paul E. Stemann møder vi tre andre danskere: Arild Hvidtfeldt, der var Socialdemokratens korrespondent i Berlin samt de to danske diplomater Vincens Steensen-Leth og Frederik Holck Colding.
I bogen kommer vi med i beskyttelsesrummenes stank af frygt, når alle forsøger at bevare roen omgivet af paranoide nazister, og vi er på første parket, da attentatet på Adolf Hitler den 21. juli 1944 slog fejl. Adolf Hitler tog en grusom hævn, hvor over 5.000 blev arresteret af Gestapo, og 200 blev henrettet ved skydning, hængning eller fik hovedet hugget af i guillotinen.
Det er en meget grundig bog, måske sine steder lige en tand for grundig med lidt for mange gentagelser. Og der er sine steder nogle få svipsere, som at det næppe var et Kalashnikov automatgevær, som blev set i Ukraine. Den blev først opfundet i 1947. Det var sandsynligvis det tyske stormgevær model 1943, som den er plagieret over. Samt en lidt for stor villighed hos forfatteren til at overtage propagandaminister Goebbels udlægning og kritik af den engelske bombercommands luftoffensiv.
Vi må vente på afgørelsen, da der er endnu et bind undervejs med den meget rammende titel: Russerne kommer.
Skrevet af Thyge C. Bro, 2025
*
ANMELDELSE AF PETER HARMSEN, GRØNLAND I KRIG
Spillet om Arktis 1939-45; 416 sider. 329,95 kroner, Lindhardt og Ringhof
Bogen er opbygget kronologisk og begynder med en gennemgang af Grønlands historie fra forhistorien frem til øens strategiske beliggenhed. Derefter overgår bogens centrale kapitler til Grønlands rolle i magtkampen og tiden op til og den Anden Verdenskrig.
I 1930-erne var Grønland central i en strid mellem Danmark og Norge, hvor nordmænd plantede det norske flag i 1931, og de udråbte det ellers ubeboede Østgrønland til "Erik den Rødes land". Norge begrundede sit krav Grønland med, at øen havde været en norske del af rigsfællesskabet mellem Danmark og Norge. Men Grønland var fulgt med Danmark ved freden i Kiel i 1814.
I 1933 fastslog den internationale domstol i Haag, at hele Grønland statsretsligt tilhørte Danmark, men trods den klare afgørelse var der bitterhed i Norge, hvorfor sagen blev taget op igen under krigen.
Besættelsen af Danmark 9. april 1940 gjorde Grønland til en form ingenmandsland, men centralt var USA’s Monroe doktrin, der krævede en linjeføring med sikker afstand til andre magter. Dette forhindrede ikke de krigsførende lande som England og Canada på den ene side og Nazityskland på den anden, hvor de alle så på Grønland som mulighed for fremskudte baser for fly, krigsskibe og ubåde. Med den Anden Verdenskrig blev Grønland en del af en krig.
Grønland udgjorde for de allierede en central mellemstation for transport af navnlig allierede fly, der lande og optanke som en del af en luftbro over Atlanten, der kunne bringe fly fra Amerika de allieredes luftkrig over Tyskland.
Mindst lige så vigtigt var de meteorologiske data, der var vitale for begge de stridende parter, fordi meteorologiske data fra den grønlandske østkyst kunne give mere sikre vejrmeldinger. Det bedste eksempel er D-dag. Endelig var brydning af kryolit central i fremstillingen af aluminium til amerikanske flyfremstilling, og det frigjorde andre resurser til øvrige krigsproduktion.
Nazityskland forsøgte flere gange at etablere bemandede vejrstationer langs Østgrønlands øde østkyst, men uanset hvor godt de skjulte dem, blev de opdaget den berømte dansk-grønlandske slædepatrulje. I dag hedder den Siriuspatruljen.
Bogen kommer vidt omkring med skildring af krigens vilkår og kultursammenstødet herunder samspillet mellem grønlænderne, danskerne og det amerikanske militær. Den danske civile myndigheder i form af landsfoged Eske Brun søgte at beskytte den grønlandske fangerkultur og forhindre fraternisering mellem grønlandske kvinder og de amerikanske soldater.
Ligeledes omtales magtspillet mellem embedsmænd på Grønland og den danske gesandt Henrik Kaufmanns i Washington, der efter 9. april skulle manøvre politikere og embedsmænd i både Danmark og USA.
Bogen er ikke interessant, fordi det for de fleste er ret ukendt kapitel herunder den fortsatte norske foretagsomhed omkring at rejse krav på Grønland. Dette skete under den tyske besættelse af Norge i 1940-45, hvor Quisling dannede norsk regering.
Bogen har 60 sider med noter og kilder, hvilket understøtter faglighed og omfattende studier. Men bogen skæmmes desværre af for megen flyverjysk eller danglish, der til tider ligger mellem det næsten latterlige og rimeligt irriterende. Ligesom det er med til at give et indtryk af, at teksten med mellem kører i tomgang. Den kunne godt være strammet op.
Skrevet af Thyge C. Bro, 2024
---------------------------------------------------------------------
ANMELDELSE AF THOMAS HARDER, BIRK
Historien om Kaj Birksted, 421 sider. 399,95 kroner. Gads Forlag
Det første, der slår én ved læsningen af denne bog, er, hvorfor der først nu næsten 80 år efter Anden Verdenskrigs afslutning kommer en biografi om piloten Kaj Birksted. Han var måske under Anden Verdenskrig den vigtigste enkeltperson fra Danmark i kampen for frihed.
Han blev allerede i 1945 anset for at være en meget vigtig mand i kampen mod nazisterne. Men det er først nu, at der bliver udgivet en større biografi om ham.
Kaj Birksted var født i 1915, og han tilbragte med sin familie nogle år i USA, og i 1929 vendte familien tilbage i Danmark. Han søgte ind til Marinen for at blive pilot, og han fik typisk de højeste karakterer under uddannelsen. Birksted oplevede som marineflyver 9. april 1940 besættelsen af Danmark, som han fandt ydmygende, og han besluttede sig for at flygte til Norge, hvor han kunne være aktiv i kampen mod nazisterne. Men den kamp blev kort, og han blev sammen med de allieredes ekspeditionskorps og mange nordmænd evakueret til England.
Men det var ikke lige til at blive pilot i RAF, og han tog i første omgang hyre på et fragtskib, der bragte ham til Cape Town. Men efter en del forviklinger blev han optaget i det norske flyvevåben som løjtnant, og han kom til Toronto for at blive uddannet til jagerpilot. Han var i 1941 klar til aktiv tjeneste i England, og han blev inden for meget kort tid chef for en eskadrille Spitfires.
Kaj Birksted var en mand med meget store faglige krav til sig selv og dermed også sine piloter. Og han havde sine helt egne ideer til, hvordan man skulle angribe tyske fly. Han var vellidt af alle, men han var også reserveret. Kaj Birksted var ikke kun var en blændende flyver, men han var et karismatisk menneske, som piloter og alle andre i RAF havde fuld tiltro til.
Hans interesse for det modsatte køn fremstår lidt tåget, men da han mødte sit livs kærlighed i skikkelse af Sonia Irgens under en fest i messen, blev han så forelsket i hende, at han svor, at han ville giftes med hende. Der var dog det aber dabei, at hun allerede var gift og dermed ægtefælle til en anden pilot. Denne blev senere skudt ned af tyskerne, hvorefter Sonia Irgens og Kaj Birksted fandt sammen. Måske lidt vel kynisk!
Kaj Birksted deltog i løbet af 1942 og 1943 i 60 operationer, hvor han nedskød ti tyske fly. Der var høje tabstal blandet piloterne i RAF, og det var måske derfor, at Winston Churchill lagde stor vægt på, at den frie verden stod i dyb gæld til disse ofte meget unge mænd.
Fra at være eskadrilleleder blev Kaj Birksted senere forflyttet som operationel planlægger ved generalstaben. Han havde blandt andet ansvaret for indsættelsen af jagerfly herunder eskorte i dagtimerne under D-dagen.
Den sidste del af bogen drejer sig om flyverheltens hjemkomst til Danmark i 1945, hvor det viste sig mere end vanskeligt for ham at tilpasse sig livet i det fredelige Danmark. Der var mange, der ønskede ham som chef for et nyt dansk flyvevåben. Men han var slet ikke forberedt på de intriger og politiske forhold, der spillede ind, så han fik aldrig embedet. Han havde ikke nogen tålmodighed med skrivebordsgeneraler og det danske bureaukrati samt det politiske spil. Han var uden tvivl en for stor mand til lille Danmark.
Han blev ikke leder af det nyoprettede flyvevåben, der skulle samle hærens og marinens flyvende enheder, der i enhver henseende var et levn fra dengang, det var før. Men Kaj Birksted fandt plads i NATO-hovedkvarteret, hvor han spillede en vigtig rolle som planlægger. Han bosatte sig i England efter pensionering, og han satte aldrig sine ben mere i Danmark. Han var højt skattet og agtet i England og Norge, men det samme kan ikke siges i hans hjemland. Jantelov?
En ting, der strejfer denne anmelder under læsning, er, hvad er forfatterens militære baggrund? Har han overhovedet nogen? Der er ingen tvivl om, at bogen er blevet til på baggrund af omfattende læsning i bøger og arkiver herunder arkivalier fra Kaj Birksteds søn Ian, hvorfor bogen er veldokumenteret. Men flere gange går forfatteren i tomgang, når større eller mindre militære begivenheder skal beskrives. De er alle kendte af den interesserede læser, og nogle af gennemgangene får lidt for meget præg af mekanisk opremsning.
Kaj Birksted fik 2010 en form for anerkendelse for sin indsats ved, at der blev stillet en buste op i Churchillparken ved siden af Frihedsmuseet.
Han var ikke blot dristig Spitfirepilot, der skulle reagere på splitsekunder i livsfarlige dueller med tyske jagerpiloter, men han var også chef og leder i RAF, hvor han var med til at træffe nogle af de mest afgørende beslutninger under Anden Verdenskrig. Bogen kan kun anbefales.
Skrevet af Thyge C. Bro, 2024.
---------------------------------------------------------------------
ANMELDELSE AF HENRIK LUNDTOFTE OG JOHN T. LAURIDSEN, PÅ FØRERENS ORDRE
Hitlers mænd i Danmark 1933-1945
To bind.
599,95 kroner.
1.268 sider. 2.711 gram
Aarhus Universitetsforlag
Det er et i mere end én forstand et digert og tungt værk. Og det har taget 16 år at skrive og få publiceret. Det indeholder 60 biografier over tyskere fra den befuldmægtigede Werner Best og diverse generaler ned til mere ubetydelige deltagere i den nazityske besættelse af Danmark.
Det er i enhver henseende et videnskabeligt værk med omfattende og udførlige noter, hvor de enkelte forfattere har anvendt både tyske og danske arkiver og kilder. Der indgår som supplement kapitler med emner af mere generel karakter omkring strukturerne af de forskellige nazistiske organisationer.
Det vil være næsten umuligt at dykke ned i så mange forskellige biografier, hvorfor der her kun skal medtages nogle eksempler. Bogen kan indledningsvis dårligt kaldes lystlæsning, fordi det i meget høj grad er et meget grundigt videnskabeligt værk.
Lad os begynde i diplomatiets verden med den tyske gesandt Cecil von Renthe-Fink (1885-1964), der fra 1936 var tysk ambassadør i Danmark. Han var rundet af den tyske udenrigstjeneste, men det afholdt ham ikke fra at melde sig ind i nazistpartiet i 1939. Han var befuldmægtig i Danmark frem til Telegramkrisen i 1942, hvor han blev afløst af Werner Best.
Kapitlet giver et godt portræt af diplomaten, der mere end prøvede at illudere, at der blev forhandlet og samarbejdet mellem to ligeværdige parter. Renthe-Fink spillede spillet ganske begavet, og de danske politikere spillede så godt med, at Danmark reelt lå på grænsen til at blive betragtet som en nazitysk allieret.
Han blev som sagt afløst som befuldmægtig af Werner Best, der var overbeviste nazist, derom hersker der vist ikke megen tvivl. Ligeledes var han i et vist omfang opportunist og tilsvarende realist omkring krigens sandsynlige udfald. Werner Best er allerede beskrevet i mange værker, og der findes en glimrende biografi af den tyske historiker Herbert Ulrich fra 2001.
Kapitlet er skrevet af en værkets to redaktører, og han har gennemført en noget nær stroppetur gennem et meget stort antal såvel danske som tyske kilder, hvor han har ønsket at komme så tæt som muligt på personen Werner Bests og hans handlinger i Danmark.
Bogen efterlader ikke nogen tvivl om, at Werner Best drev et til tider meget indviklet magtspil, hvilket der også redegøres for på en god og overskuelige måde. Det kan undre, at det lykkedes Werner Best at manipulere såvel sine tyske kolleger og sine danske modspillere, og at han samtidigt slap godt fra det. Men da det var et mere end helt almindeligt indviklet magtspil, lykkedes det for ham. Inklusiv at slippe billigt ud af retsopgøret med en meget mild dom i Danmark, og han blev aldrig retsforfulgt uden for Danmark. Dette kan tilskrives udenrigs- og statsminister Erik Scavenius og nok ikke mindst Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen, som Werner Best havde et tæt samarbejde med, og de gav begge ham en positiv omtale, hvilket kan have været afgørende for den milde dom.
Forfatteren til kapitlet ser dog ingen nåde: Han betragter med rette Werner Best som en kynisk embedsmand uden bremser, der uden nogen rysten på hånden sendte de 6.000 danske jøder på flugt. Det skal dog med, at de overlevede krigen. Men det rørte ham sandsynligvis mindre, at han var med til at sende omkring 350.000 jøderne i Frankrig østpå til den sikre død i de nazistiske dødsfabrikker.
Vender vi os mod de militære chefer springer generalløjtnant Hermann von Hanneken (1890-1981) i øjnene. Han var chef for de tyske styrker i Danmark fra oktober 1942 til januar 1945, hvor han blev afskediget. Hermann von Hanneken kom undervejs i karambolage med Werner Best omkring, hvordan besættelsen skulle foregå kombineret med hans forberedelse for at imødegå den længe ventede invasion. Der aldrig kom.
Han blev afløst af generaloberst Georg Lindemann (1884-1963), der af Adolf Hitler blev betragtet som for gammel til at føre enheder i aktiv kamp. Men han havde ikke desto mindre betydelig kamperfaring også på generalsniveau. Han var egentlig indstillet på at fortsætte kampen i Danmark og Norge, efter at selve Tyskland havde overgivet sig, men han rettede ind efter overgivelsen per 5. maj 1945, kl. 08.00. Ingen af de to forekommer at være positive bekendtskaber!
Den skibssagkyndige Georg Duckwitz er altid blevet betragtet som Werner Bests fortrolige og måske endda Werner Bests trofaste følgesvend. Og han er også i denne bog betegnet som ”Den gode tysker”.
Georg Duckwitz har været genstand for debat, fordi han var tidligt medlem af nazistpartiet, og han opsagde ikke medlemskabet før i 1945. Han blev af mange danskere anset for at være en helt efter krigen, fordi han havde været i tæt kontakt med socialdemokrater, og han var afgørende for at advare om den kommende jødeaktion i oktober 1943.
Werner Best og Georg Duckwitz var måske så påvirkede af dansk kultur og egenart, at de ikke i et og alt fulgte nazismens jødehad og barbariske fremfærd. Men intet tyder på, at denne naive forestilling har gang på jord eller bund i virkeligheden.
Der er god grund til at være kritisk over for enhver hvidvaskning af Georg Duckwitz. Selv om hans dagbog efterlader et indtryk af modvilje mod den nazistiske ideologi, men dagbogen kan meget vel være skrevet for at sikre sig mod anklager efter krigen. I dagbogen udviser han omsorg for jøderne i Danmark, men han skriver ikke et ord om massemord på jøder østpå, som han må have haft kendskab til.
Der kan ikke være nogen tvivl om, at Georg Duckwitz handlede med Werner Bests billigelse, og det var ikke for jødernes skyld, men det var for at undgå konfrontationer og uro, der kunne risikere at bremse afsendelse af livsvigtige landbrugsvarer til Nazityskland.
De var alle i denne bog rå mordere, torturbødler, jødehadere og drevne politiske spillere, og der er vist ingen af dem, der kan kaldes for en ”god tysker”. Og så slap de næsten alle forbløffende let fra deres gerninger under retsopgøret efter Besættelsen.
- Skrevet af Thyge C. Bro, 2024
